torsdag den 5. marts 2009

Tiden ræser afsted!

De sidste 4 uger er gået vanvittigt stærkt!!! Dixie er vokset! Jeg har forsøgt at måle hende, så jeg i et skema kan se, om hun holder idealmålene. Det er npget svært at få et præcist mål, når hun forsøger at spise målebåndet. Umiddelbart ser det fint ud.
Hun er bare en dejlig hund! Fræk, livlig og med masser af gåpåmod! De sidste uger har hun oplevet en masse. Motorer, store lastbiler, Randers midtby (hvor hun var et kæmpe hit!) hundeskov med masser af hunde. Hun har gået gennem en bæk, dyppet tæerne i en sø, og da vi var ved stranden i tirsdags fik hun våde tæer - så forhåbentligt er hun nem at få ud i vandet, når det bliver lidt varmere.
Desværre er hun stadig meget sur over at sidde i bur. I bilen er det blevet bedre. Hun skriger dog vildt fra bilen slukkes, til jeg åbner bagklappen. Vi arbejder stadig ihærdigt på det!
Jeg overvejer at starte på et nyt hvalpehold, som starter snart. På det nuværende hold er der ingen hunde, som hun kan lege med, og jeg er noget træt af, at hun skal væk fra pladsen, når alle de store slippes løs:-(

lørdag den 7. februar 2009

Hvalpetræning




I dag har vi været afsted til hvalpetræning. Det gik fint - bortset fra silende regn. De andre hvalpe på holdet er desværre alle store racer, hvoraf de fleste er 4-5 måneder, så Dixie er den absolut mindste og yngste. Men det lader hun sig nu ikke slå ud af. Hun er nemlig også den hurtigste, så de andre har svært ved at følge med! Hvalpetræningen var supersjov, syntes Dixie, for mor havde taget små pølsestykker med. Det var MUMS. Hun har fået godt styr på klikkeren nu, og hun er blevet godt til dæk og kontaktøvelserne.


Tiden flyver afsted! Dixie har nu boet her i en uge, og hun er faldet rigtigt godt til. Jeg bestræber mig på, at Dixie skal have en ny oplevelse hver dag, indtil hun er 12 uger. Vi har været på skovtur flere gange. Hun har set en stor lastbil læsse en båd af i vores indkørsel (hvad man dog ikke arrangerer for miljøtræningens skyld;-)), hun har været med i skole med Cecilie, hun har været i dagplejen, hun har kørt bil masser af gange - men hader desværre stadig at sidde i buret..., hun har hørt masser af maskinlyde igaragen. I næste uge skal hun med på gåtur i Randers. Det går nogenlunde med at gå i line, især når jeg går i den rigtige retning - vi er nogle gange lidt uenige.


Om natten sover hun i Cecilies seng, og jeg står op en gang hver nat for at lufte hende. Det går rigtigt fint. Der er kun sket få uheld. Dixie og Ballou begyndte at lege her i formiddag. Det passede hende.


Jeg håber, at der kommer en masse sne, så vi kan komme ud og lege!!!

lørdag den 31. januar 2009

Dag 2

Vi har haft en god dag. Jeg stod op 2 gange i nat for at lufte Dixie. Hun kvitterede med stort den ene gang og småt den anden gang. I går lykkedes det hende at tisse inde 2 gange, men i dag har det foregået ude hver gang - dygtig hund!
I formiddags var Dixie med på træningspladsen, hvor mit hvalpehold skulle til afslutningstest. Det sneede lidt, og Dixie var rigtig fin med sne i pelsen. Inden der kom andre hunde til, fik hun set lidt af pladsen, og hun fik hørt vippe-lyde - altså lyden af nedslaget fra vippen. Det generede hende ikke særligt meget.
Hun blev selvfølgelig beundret meget af de andre hvalpeejere, og hun fik lov til at sidde meget på arm. Hun ville i hvert fald ikke være i buret! Nu ved jeg, at hun har en nydelig stemme:-) Desværre var de andre hvalpe for gamle til, at Dixie kunne være med i legen, men heldigvis starter der et nyt hvalpehold på lørdag.
Hjemme igen fok vi set lidt på haven. Den er ret stor, så der var masser af plads for de små sheltie-ben at løbe på. Ballou har fået lov til at gå sammen med hende, og det går godt. Dixie synes faktisk, at han er alt for kedelig. Han gider ikke rigtigt at lege. Det skal nok komme.
Her til aften har vi haft gæster, og endnu en gang er hun blevet kælet med til den store guldmedalje. Hun tager det hele i stiv arm. Dejlig hund!

fredag den 30. januar 2009

Så kom hun endelig!




Hvor var det skønt at stå op her til morgen og vide, at DETTE var dagen, hvor Dixie skulle flytte hjem til os. Vi skulle mødes med Pia lidt udenfor Hedensted. Her skulle Dixies søster, Dreamy, også mødes med sin nye familie.
Køreturen hjem gik fint. De første 5 km peb hun lidt og var lidt urolig, men hun faldt hurtigt til ro på skødet af mig, og så sov hun ellers resten af vejen hjem.

Da vi kom hjem, blev hun budt velkommen af Casper, som var ellevild med hende. De to fandt hurtigt melodien. Dixie skulle selvfølgelig rundt og snuse i huset. Ballou blev lukket ud, så hun ikke blev kanøflet af ham med det samme. Efter aftensmaden fik vi leget lidt på stuegulvet, indtil Dixie faldt i dyb søvn. Hun er bare dejlig!


onsdag den 28. januar 2009

Jubii - nu kommer hun snart!

Dixie er en lækker sort/hvid sheltie tæve, som er opdrættet af Pia Skøtt Hansen, der ejer Kennel Foula i Tinglev. Dixies kennelnavn er Foula's Dark Destiny of Monty. Jeg har været så heldig at få lov til at købe Dixie. Hun skal bruges til lydighed og agility. Agilitysporten er ny for mig, så jeg håber, at vi kan lære sammen. Hun skal nu først og fremmest være familiehund.


Mens vi venter på Dixies ankomst, forsøger jeg at nyde de sidste par nætter uden at skulle på tissetur midt om natten. Hmm. For tiden kan jeg nu ikke sove alligevel af bare spænding. Så jeg kunne såmænd ligeså godt stå op og tage på luftetur i gårdspladsen.
Jeg har forsøgt at lave en træningsplan, så vi når at opleve en masse ting og steder, indtil Dixie bliver 12 uger.







Dixie, 4 uger. Billedet er taget fra Kennel Foulas hjemmeside.